Hurghada er en meget
langstrakt by. Den strækker sig over ca. 37 km, og består
hovedsageligt af hoteller, hvor af mange af dem er lige så store som
landsbyer.
Hurghada har ca. 50.000 indbyggere, og byder både på
gyldne ørkenbjerge, et tindrende blåt hav med talrige koraller og
farvestrålende fisk. Her er faktisk alt, hvad hjertet begærer.
Hurghada består af
2 bydele, Downtown (El- Dahar), som ligger i nord, og Sekalla, som
ligger i syd. Mange af hotellerne i Hurghada ligger dog et stykke
syd for Sekalla, og man skal regne med at skulle praje en taxa, hvis
man vil ind til byen.
Hurghada
byder bl.a. på mulighed for dykke-ture, snorkling, solbadning, jet-ski,
windsurfing, u-bådseventyr, ørkensafari. Her findes både diskoteker,
barer, restauranter, shows, tøjbutikker, souvenirbutikker, toldfri
butikker og masser af unge mennesker. Hurghada har faktisk alt, lige
på nær historiske og kulturelle oplevelser. Eller som nogen vil
sige,det man normalt forstår ved charme. Men vi må absolut sige, at dette ikke
skal skramme nogen væk - for selv dette har da sin charme.
I de rejsebøger vi
har læst inden afrejse, står der af man ofte skal sejle en times
tid, inden der er rigtig god mulighed for at dykke. Dette var dog
ikke helt tilfældet for os. For faktisk så var der utrolig flot vand,
koraller og farvestrålende fisk i vandet ud for den private strand
fra hotellet Zahabia. Dette opdagede vi selvfølgelig først, da vi
havde været på snorkletur med Colona Divers, og havde snorklet ud fra stranden Sharm
el Naga. Men så havde vi selvfølgelig også noget at sammenligne med.
Og det er da altid en fordel.