Fra ca. 640 e.Kr. blev Egypten regeret af guvernører udpeget af
den muslimske leder kaliffen. Men i år 1517 erklærede sultan Selim
at Osmanniske pashaer Egypten for tyrkisk ejendom. Disse pashaer
regerede derfor Egypten indtil Napoleon Bonaparte invaderede Egypten
i 1798 og besatte landet indtil 1801. I 1805 overtog Muhammed Ali
magtens tilbage i samarbejde med den lokale befolkning. Muhammed Ali
sørgede for at solidt økonomisk grundlag i Egypten og importerede
meget af den vestlige teknologi og kultur. Gennem krigsførelse
udvidede han Egypten til den Arabiske Halvø og Sudan.
Egypten kom mere og mere under europæisk indflydelse efter Muhammed
Alis død i 1849. Pga. Suezkanalen var Storbritannien meget
interesseret i Egypten. Det var simpelthen den korteste vej til
Indien og en kilde til de engelske væverier. Trods engelske løfter
om at rømme landet, spillede Egypten en stadig større rolle i den
engelske middelhavsstrategi. Da Tyrkiet i første verdenskrig satte
sig på tysklands side blev Egypten erklæret engelsk protektorat.
Efter krigen var der stadig store protester imod det engelske
herredømme. Dette fortsatte indtil England erklærede Egypten for et
selvstændigt monarki under kong Fuad 1. idet England dog forbeholdt
sig retten til at forsvare landet og beskytte Suezkanalen. Efter en
traktat i 1936 måtte de britiske styrker dog trække sig ud af landet
bortset fra kanalzonen. Ved begyndelsen af anden verdenskrig forblev
Egypten dog neutral. I 1948 gik Egypten og andre arabiske stater i
krig for at forhindre oprettelsen af staten Israel. Hæren gav
regeringen skylden for manglende succes og vendte sig imod kong
Faruk, søn af Fuad. I 1952 blev kongen afsat af hæren og i 1953 blev
Egypten erklæret som republik.
