Farao er gudernes
synlige repræsentant på jorden. Alt tilhørte
farao. Hvis guderne havde noget at fortælle
egypterne, så kunne denne guds/gudindes sjæl tage plads i faraos
krop. Faraos ord blev derfor anset for at være lov i alle tilfælde.
Han ejede og bestemte alt - farao lavede ingen fejl. Ordet
farao blev dog først brugt i det egyptiske sprog som kongebetegnelse
fra år 900 f.Kr. Før denne tid var det ikke en betegnelse på kongen,
men for hans palads.
Det vigtigste element i den
egyptiske religion og faraos embede var de ritualer, der blev udført
i templerne af farao selv eller dennes præster i faraos navn.
Religionen kan deles i to: dyrkelsen af guderne og dyrkelsen af
dødekulten.
Dyrkelsen af guderne gik ud på at der skulle ofres i templerne,
hvor imod dødekulten omhandler de ritualer, der er omkring
balsamering af lig, og andre ritualer med formålet at give den døde
muligheden for et videre liv hinsides det jordiske liv. Det er netop dødekulten der har
efterladt de tydeligste spor i form af pyramiderne og de velbevarede
mumier af årtusinder gamle faraoer og stormænd.
Gudekulten er dog mindst lige så
vigtig. Det var faraos opgave at behage guderne, så de kunne
beskytte og hjælpe farao, som Egyptens øverste magt. I templerne
såsom Karnak-templet, skulle præsterne rense, beklæde og give mad
til templets gud i form af an statue, imens han messede. Til gengæld
ville guden give livets gave til præsten og faraoen. Dette var ikke
blot det fysiske liv med også et liv i det hinsides i forening med
guden eller gudinden.